Workshops

Her kan du læse mere om indholdet på årets workshops. Du vælger hvilke workshops du ønsker at deltage i ved tilmelding.

Nedenfor finder du en beskrivelse af de workshops der udbydes på Internationale Veje.

På konferencen vil der være to workshop runder. I hver runde skal du vælge én workshop, og du vælger dine workshops når du tilmelder dig til konferencen. Tilmelding finder du her!

 

Workshops runde 1:

  • Værter og facilitatorer:

    VIA University College, Erhvervsakademi København og Erhvervsakademi Dania (SPOR: Strategi og ledelse) 

    Introduktion til workshop:

    Workshoppen stiller skarpt på, hvordan vi kan forklare, forsvare og forankre internationalisering både lokalt på vores institutioner og nationalt på sektorniveau. Danmark er et af de få lande i Europa uden en national strategi for internationalisering af uddannelser, sammenholdt med at globale kompetencer efterspørges mere end nogensinde. Samtidigt konkurrerer internationale aktiviteter på opmærksomheden i uddannelsesreformen, hvor ECTS og kvalitet i kerneopgaven fylder meget. I workshoppen sammenligner oplægsholderne deres forskellige tilgange til at begrunde og udvikle internationalisering: VIA med afsæt i deres nye vision og strategiske udviklingsplan for internationalisering. Danske Erhvervsakademier med afsæt i en ny fælles sektorstrategi på det internationale område. 

  • Værter og facilitatorer:

    Professionshøjskolen Absalon (SPOR: International læring)  

    Introduktion til workshop:

    Med afsæt i den internationale læreruddannelse i Vordingborg, handler workshoppen både om undervisningsdidaktik og organisationers understøttelse af det interkulturelle som en del af hverdagen på campus. Der vil være fokus på anvendelse af multimodale og inkluderende scenarier i undervisningen og det dobbelte blik hvor dannelse og uddannelse af lærere har fokus på folkeskolens formål i en globaliseret verden. Efter oplæg skal deltagerne udveksle erfaringer ved anvendelse af Lego. Afsluttende bygges visioner for fremtidens uddannelsestænkning i en polariseret brydningstid, hvor dialog og fælles ’billeder’ af verden er vigtige.  

  • Værter og facilitatorer:

    Københavns Professionshøjskole (SPOR: Internationale aktiviteter) 

    Introduktion til workshop:

    Det internationale udvekslingsarbejde har siden 2024 været udfordret af nye balanceregler som har stillet krav om at udlandspraktikken foregår hos internationale uddannelsespartnere og afprøves hos dem. På workshoppen deler pædagoguddannelsen på KP ud af deres erfaringer med – i samarbejde med langvarige og stærke samarbejdspartnere – at forankre og forny praktikken i udlandet indenfor rammerne af de nye balanceregler. 

  • Værter og facilitatorer:

    Erhvervsakademi København, South East Technological University og the Hague UAS (SPOR: Strategi og ledelse)  

    Introduktion til workshop:

    Oplægsholdere fra tre lande med tre forskellige tilgange til international uddannelse; Irland, Nederlandene og Danmark deler deres perspektiver på hvordan international uddannelse har forskellige vilkår i de tre lande. Oplægsholdere fra de tre lande har længe arbejdet med internationale studerende både indenfor forskning såvel som undervisning – og behandler også hvordan stigende nationalisme i verden udforer international dannelse. Oplægget sker på basis af en artikel i University World news fra 2025

  • Værter og facilitatorer:

    Erhvervsakademi Dania (SPOR: International Læring)

    Introduktion til workshop:

    Hvordan kan internationale undervisningsforløb tænkes anderledes? Vores erfaring fra en Summer School med 16 studerende fra 11 nationaliteter viser, at læring bliver stærkere, når den går fra viden til handling – og til det, der mærkes.  I workshoppen inviterer vi dig til at reflektere over, hvordan oplevelsesbaseret læring og didaktiske greb fra bæredygtighed kan inspirere til nye måder at engagere hele mennesket i forskellige fagligheder og styrke internationalt læringsudbytte. På workshoppen får deltagerne idéer med hjem til videreudvikling i forhold til at designe mærkbar undervisning. Den følelsesmæssige relation gennem oplevelser og et tæt pakket undervisningsforløb åbner for gensidig tilpasning og forståelse.

     

Workshops runde 2:

  • Værter og facilitatorer:

    UC SYD (SPOR: Strategi og ledelse)  

    Introduktion til workshop:

    UC SYDs direktion har sat strategisk fokus på at styrke samarbejdet over den dansk-tyske grænse. Det betyder bl.a. etableringen af tre nye internationale uddannelser, hvoraf to udbydes på tysk. De studerende starter deres uddannelse på engelsk eller tysk og afslutter på dansk – med det klare mål at blive en del af det danske arbejdsmarked. På workshoppen præsenterer vi baggrunden for dette strategiske spor, herunder de ledelsesmæssige valg, de praktiske erfaringer og uddannelsernes konkrete opbygning. Sammen med workshoppens deltagere afsøger vi gode erfaringer og udfordringer med at opbygge internationale relationer og uddannelsesudbud samt hvordan et godt internationalt studiemiljø kan skabes.

     

  • Værter og facilitatorer:

    Københavns Professionshøjskole, VIA University College, Professionshøjskolen Absalon (SPOR: International læring, aktiviteter og strategi og ledelse)

    Introduktion til workshoppen:

    Workshoppen belyser hvordan internationale partnerskaber bidrager til at videreudvikle sygeplejeuddannelsen og finde sundhedsløsninger gennem uddannelsesudvikling og institutionel kapacitetsudvikling. Gennem eksemplet ’Nursing for the future’ som er et internationalt projekt på tværs af tre lande og tre UC’er illustreres dette. I workshoppen vil vi diskutere hvordan vi kan lære af denne case og i en brydningstid kan videreudvikle læringsudbyttet på sygeplejeuddannelsen og arbejde med at takle den øgede kompleksitet som følge af multimorbiditet.  Workshoppen viser eksempler på nyudviklede læringsressourcer indenfor kardiometaboliske sygdomme, klinisk lederskab og klinisk beslutningstagen og det pædagogiske felt, fra projektet. Workshoppen vil også inkludere perspektiver fra indiske og kenyanske sygeplejersker om hvad vi kan lære af dem indenfor disse områder.  

  • Værte og facilitatorer:

    Professonshøjskolen Absalon (SPOR: International læring)

    Introduktion til workshop:

    Workshoppen udforsker, hvordan den globale definition of social work og menneskerettighedsperspektivet kan omsættes i professionsuddannelsernes internationale arbejde. Med afsæt i Human Rights, Minority Positions and Citizenship belyses det, hvordan intersektionalitet, deltagelse og social retfærdighed kan fremmes gennem internationale læringsrum. Der inddrages Erasmus-cases fra Holland og Tyrkiet for at illustrere, hvordan lived citizenship og empowerment får forskellig betydning i forskellige kontekster. Deltagerne får idéer til at udvikle GRU- og EVU-aktiviteter, der danner til SDG 10 og 16 gennem refleksion og globalt medborgerskab.   

  • Værter og facilitatorer:

    Erhvervsakademi København (SPOR: International læring)

    Introduktion til workshop:

    Hvordan gør vi studerende i stand til at forstå og sprogliggøre de kompetencer, arbejdsgivere efterspørger, men som de selv sjældent selv får øje på efter endt udlandsophold? I workshoppen præsenteres konkrete metoder til, hvordan koordinatorer og vejledere kan understøtte og styrke ind- og udrejsende studerendes kulturforståelse, kompetencer og evne til at omsætte internationale erfaringer direkte til CV’et. Deltagere på workshoppen vil blive præsenteret for værktøjer til at kvalificere vejledning, som kan øge refleksion, bevidstgørelse og employability hos studerende.

  • Værter og facilitatorer:

    Erhvervsakademi København (SPOR: Internationale aktiviteter) 

    Introduktion til workshop:

    Hvordan skaber vi langtidsholdbare netværk og samarbejder som kan holde igennem globale benspænd som en usikker verdenssituation, voksende priser for rejse og bolig, voksende behov for individuel støtte fra de studerende, svindende ressourcer til eksperimentale projekter, etc.? Hvad er vigtigt, når vi snakker internationalt samarbejde i en brydningstid - langvarige tillidsbaserede samarbejder eller diversitet i samarbejdsportføljen? I denne workshop argumenterer vi for, hvordan langvarige tillidsbaserede samarbejder affødt af EK’s Charrette workshop kan være en fordel for udvikling af projekter i en brydningstid og sikre langtidsholdbare internationale aktiviteter. På workshoppen diskuterer vi, hvordan en satsning på at køre Charretten hvert år i stedet for at udvikle nye projekter har påvirket vores netværk – både i den positive og negative retning. 

    NB! Vi vil opfordre deltagere til at medbringe eksempler på hvordan de har arbejdet strategisk med at fremtidssikre internationale netværk.